Ny cheflæge på Amager og Hvidovre Hospital

Nanna Salling, 48 år, er tiltrådt som ny cheflæge i Ortopædkirurgisk Afdeling på Amager og Hvidovre Hospital. Hun kommer senest fra en stilling som cheflæge på Nykøbing Falsters Sygehus.
I den kommende tid skal Nanna Salling udover at lære sin nye, store arbejdsplads bedre at kende også have fokus på afdelingens ressourcer:
”Vi er i en brydningstid i sundhedsvæsenet, hvor vi er nødt til at se på, om vi kan få udbuddet af ressourcer og behov for ydelser til at møde hinanden. Det bliver en stor udfordring – ikke bare for os i Ortopædkirurgisk Afdeling, men i sundhedsvæsenet generelt”, siger Nanna Salling.
Nanna Salling bor med sin mand Adam, sine to sønner på 11 og 13 år og datteren på 14 i en lille landsby tæt ved Ishøj. Hun har hænderne godt skruet på - hvilket er meget godt for en ortopædkirurg, men nu bruger hun mest hænderne på diverse byggeprojekter (hun har selv bygget skur og carport) eller at sy kostumer med pailletter til datterens skøjtedans.
- Oprettet den .
- Sidst opdateret den .
