BØGER: Læger lærer at frygte patienters subjektive erfaringer og fortællinger, som der ikke er plads til i det hyperspecialiserede sundhedsvæsen, lyder kritikken fra professor og infektionsmediciner, Morten Sodeman, der har udgivet en elektronisk bog om især patienters, men også lægers sårbarhed i det moderne hospitalsvæsen.
BØGER: Læger lærer at frygte patienters subjektive erfaringer og fortællinger, som der ikke er plads til i det hyperspecialiserede sundhedsvæsen, lyder kritikken fra professor og infektionsmediciner, Morten Sodeman, der har udgivet en elektronisk bog om især patienters, men også lægers sårbarhed i det moderne hospitalsvæsen.
Sundhedsvæsnets organisationsformer skaber social ulighed mellem de patienter, som passer ind i hospitalets skabeloner og retningslinjer, og de patienter, som ikke gør, på grund af blandt andet ringe skoleuddannelse, mange og måske ovenikøbet svært diagnosticerbare symptomer, flere sygdomme på én gang, svage netværk og udfordrende sociale forhold, skriver Morten Sodeman i sin stærkt tankevækkende og reflekterende bog, Sårbar? Det kan du selv være (kan downloades herfra), som sætter et kritisk, men også indfølende spotlight på, hvordan sundhedsvæsnet selv er med til at øge både patienters sårbarhed og den sociale ulighed.
Bogen har en række yderst velvalgte forord af blandt andre psykolog Svend Aage Madsen, politikeren Caroline Maier, patient og journalist Mette Holm og hospitalspræst Christian Butsch, der alle har personlige eller faglige indgange til en række af de mange i hospitalsverden opståede sårbarheder, som Sodeman diagnosticerer så sjældent analytisk skarpt og veldokumenteret.
Og at noget kan og må gå galt, forstår man, når det går op for én, at nok findes der forskellige 245.000 guidelines i det danske sundhedsvæsen, men ikke en eneste retningslinje for, hvordan læger skal forholde sig overfor de 10 procent af patienterne, som har flere symptomer eller lider af flere sygdomme på en gang. Problemstillinger som ikke kan udredes eller behandles i løbet af 10 minutter i et ambulatorie, hvorfor patienten blot sendes ud af døren.
Ifølge Sodeman lærer de fleste læger nemlig at sende patienter, som ikke passer til rammer og retningslinjer væk og videre til et andet speciale. En praksis, som han mener, at læger i stigende grad bliver bekræftet i er i orden, for forholdene tillader ikke meget andet. Samtidigt med at hyperspecialiseringen gør det nemt at afvise patienters problemer og lidelser, som ikke passer ind i specialiseringens kassesystemer. ’Hverdagens onde etik’ kalder Morten Sodeman lægers valg mellem patienternes behov og de rammer, som læger udstikkes for deres patientarbejde i dag.
Når Morten Sodeman skriver, at ’hverdagens onde etik’ og hospitalernes organisationsformer skaber forkerte, mangelfulde, helt manglende diagnoser og siden utilstrækkelige, uforståelige eller irrelevante behandlinger for en lang række af dagens patienter, som ikke har ressourcerne til at kæmpe for sig selv, så tror man på ham og gyser på vegne af systemets ofre, som både er patienterne og lægerne. Og man giver ham ret i at sundhedsvæsnet må kunne organiseres grundlæggende mere humant og dermed faktisk også mere effektivt og ressourcebesparende i det lange løb.
Som læser af Sårbar? Det kan du selv være og de heri fremlagte miserable forhold for sårbare gengangere i hospitalsgangene og de i virkeligheden alt for ofte slet ikke rigtigt sete og hørte patienter, kan det være nærliggende at få tanken om monstro nogle af landets mange patienter med funktionelle lidelserr måske blot har været uheldige tabere i højspecialiseringens hellige navn? Gang på gang er de blevet henvist fra det ene speciale til det andet, uden at de mange undersøgelser efterfølgende har kunnet resultere i en somatisk diagnose - uanset hvor fysisk elendige, at nogle af disse patienter har følt sig, og uanset hvor mange ressourcer, som der er brugt på at finde en korrekt diagnose.
Men at så mange patienter forvandles til sårbare ofre ved mødet med sundhedsvæsnet ligger i følge Sodeman dybt i kulturen. Læger lærer nemlig ifølge ham hinanden uhensigtsmæssige arbejdsmetoder. For eksempel at opfatte patienters private liv, sociale vilkår og brogede erfaringer som en irrelevant støj, som man ikke har brug for at kende, og som i øvrigt heller ikke bidrager til noget væsentligt i forhold til en diagnose. Opfattelser som Sodeman er hamrende uenig i, men som han forstår kan opleves som en nødvendighed for at kunne leve op til de udstukne rammer. Vilkår som han dog finder unødvendigt sårende og ødelæggende for især patienter, som ikke har gået 10 år i skole, som ikke forstår det meste i forvejen, eller som ikke har venner, der kan hjælpe dem igennem strabadser affødt af hospitalernes måder at organisere sig på.
Sårbar? – Det kan du selv være er tydeligvist især skrevet til læger, som Sodeman håber blandt andet at kunne hjælpe til en større indsigt i egen rolle i den relationelle sårbarhed, som han mener, at man ellers som læge risikerer ubevidst at kunne påføre patienter, der således nemt risikerer at modtage en væsentligere ringere hjælp end standarderne tilsiger, at de bør have, eftersom samtalernes form og indhold samt de efterfølgende tilbud bare ikke passer til dem.
Men også patienter vil kunne have stort udbytte af bogen. Den afdækker på fremragende vis brede forhold omkring lægers arbejdsforhold, rammer og kulturer på en måde, der givetvis vil kunne skabe en større forståelse blandt patienter for deres lægers tankemåder og reaktioner. Samt ikke mindst for den ifølge Sodeman indlærte tonedøvhed og manglende empati, som læger i nogle tilfælde kan udvise overfor deres patienters lidelser og subjektive erfaringer, men som ofte i bund og grund handler nok så meget om lægelig afmægtighed.
